Din mad skal være et sansebombardement

Når solen skinner, trækker vi udenfor og nyder de varme stråler, så snart vi har mulighed for det. Dagene bliver længere og lysere og råvarerne, vi spiser, bliver friskere og mere søde, sprøde og saftige. Mange danskere forbinder sommervarmen med grillmad, men det kan være rart at få lidt afveksling i aftenmenuen, så det ikke ender med grillpølser og kartoffelsalat hver aften. Men hvad er det egentlig, som afgør, hvad du har lyst til at spise. Vi har et bud.

Vi spiser også med øjnene

Det har du sikkert højt før, men hvad betyder det egentlig? Når vi spiser, så smager vi ikke kun med smagssansen, men også med hænder, næse, øjne og ører. Lyder det skørt? Det er det slet ikke. At spise er en sanseoplevelse, som vi bruger hele sanseapparatet til.

Syns- og lugtesansen

Når vi spiser, er syns- og lugtesans ofte de første sanser, der aktiveres. Hvad vi sanser med vores øjne, er afgørende for, om vi overhovedet har lyst til at smage den mad, der ligger på tallerkenen foran os. Madens duft har lige så stor betydning for, hvordan vi oplever maden – måske større betydning, end du lige umiddelbart er klar over. Der kommer nemlig duftstoffer ind i næsen, når vi dufter til maden, men også mens vi tygger. Lugtesansen kan faktisk opfatte helt op mod en billion forskellige duftstoffer og har dermed en meget vigtig rolle i forhold til, hvor kompleks en oplevelse madens smag er.

Følesansen

En meget vigtig del af smagsoplevelsen er også, hvordan vi oplever madens konsistens. Vi registrerer konsistens med både fingre og mund. Tunge og læber mærker nemlig madens konsistens på samme måde, som når fingrene rører og mærker på maden. Føles maden svampet, melet, blød, sprød eller hård? Var det den konsistens, vi forventede?

Høresansen

Når maden tygges og flyttes rundt i munden, laver den lyde, som går gennem kraniets knogler til det indre øre. Hvis madens lyd ikke opfylder de forventninger, vi har til maden, så påvirker det smagsoplevelsen. Chips, der ikke knaser, vil for eksempel smage forkert.

Det er altså slet ikke uden betydning, hvordan den mad, du skal til at spise, dufter, hvordan den opfører sig i munden og mellem fingrene og hvilke lyde, den laver, når du tygger.

Med det i tankerne, har vi to bud på mad, der tilfredsstiller alle sanser. Kartoffelpizza og bulgursalat med agurk og tomat er to retter, der udover at smage fabelagtigt, også kan varieres efter årstidens frugt og grønt. Når du spiser råvarer, der er i sæson og derfor mere friske, så tilfredsstilles dine sanser på en helt anden måde. Det bliver en mere sansestimulerende oplevelse.

Kold kartoffelsalat

En lækker kold kartoffelsalat er en fantastisk smagsoplevelse, hvor dejlig, syrlig creme fraiche-dressing, der smages til med krydderurter, citronsaft og sennep, blandes med små, kogte kolde kartofler. Skalotteløg giver den kolde kartoffelsalat et ekstra pift. Kold kartoffelsalat er en rigtig sommerklassiker, der kan serveres til det meste grillmad. Vi anbefaler at servere den kolde kartoffelsalat til et lækkert stykke marineret kylling, der er stegt på grillen, eller som tilbehør til en grillet pølse.

Bulgursalat med agurk og tomat

Bulgursalaten, der er sprængfyldt med dejlige tomater og sprøde agurker, får et dejligt pift fra citron og persille. Bulgursalaten kan enten serveres som en måltidssalat eller som tilbehør til et stykke grillet fisk eller anden lys fisk eller kød. Hvis du serverer bulgursalaten med agurk og tomat som måltidssalat, kan du lave eller købe en god hummus til og noget lækkert brød.

 

Rul til toppen